---
title: "Besøg i Lundager Skov"
date: "2024-08-21"
created: "2024-06-26"
---

[Hjem](https://sommertogt.assens.dk/)

                    [Kongeparrets besøg](https://sommertogt.assens.dk/kongeparrets-besoeg)

                [Besøg i Lundager Skov](https://sommertogt.assens.dk/kongeparrets-besoeg/besoeg-i-lundager-skov)

# Besøg i Lundager Skov

![](https://sommertogt.assens.dk/i/MOLIRIMEDIA/78534857-a670-4dcc-ba36-08dcb1f3aba3?width=800)

At vise hvordan partnerskabet mellem Naturstyrelsen, Assens
Forsyning A/S og Assens Kommune har bidraget til øget grundvandsbeskyttelse ved
hjælp af skovrejsning samtidig med, at rekreative interesser tilgodeses.
Desuden fortælles om Assens Kommunes arbejde med udtagning af lavbundsjorde
(Assens-modellen) og de fremtidige potentialer heri. Assens Kommune har netop
modtaget KL’s klimapris ’24 for modellen.

## Publikum

Der vil være begrænset mulighed for at tage opstilling i Lundager Skov.

## Billeder

[Se billeder umiddelbart efter besøget](https://public.skyfish.com/p/assenskommune/2422974 "Se billeder umiddelbart efter besøget")

## Baggrund

**Lundager Skov:** I 2015 indgik Assens Kommune og Assens
Vandforsyning et samarbejde om skovrejsning ved landsbyen Lundager for at skabe
flere muligheder for friluftsliv og for at beskytte grundvandet. Grundvandet
fra området, bidrager med drikkevand til cirka 4000 husstande.

I dag er nogle boringer udfordret af at der fra tid til
anden konstateres for høje værdier af uønskede stoffer som pesticider eller
nitrat. Det kan medføre, at boringer lukkes, eller at vandet skal håndteres på
særlig vis for at bringe de uønskede stoffer under grænseværdierne. I 2016
trådte Naturstyrelsen ind i samarbejdsaftalen mellem Assens Kommune og Assens
Vandforsyning om en bynær og grundvandsbeskyttende skovrejsning.

Der er rejst cirka 50 hektar skov. Lundagerskov er
beliggende bynært ved Assens, og det har derfor været fokus på, at skoven
skulle sikre andre interesser end blot grundvandsbeskyttelse. I partnerskabet
har der derfor været fokus på, at skoven skulle sikres en væsentlig rekreativ
funktion for borgere og besøgende.

**Udtagning af lavbundsjorde / Assens-modellen:** Assens
Kommune har udviklet en effektiv model til udtagning af landsbrugsjorde, der
baserer sig på dialog, tidlig inddragelse og samarbejde. Lodsejerne får
mulighed for at foreslå ændringer i området og komme med særlige ønsker til,
hvad områderne skal kunne fremover. Udtagningen af landbrugsjord har
forskellige formål og er finansieret af EU-støtteordninger.

I vådområdeprojekterne tages landbrugsjord ud af
drift, og kvælstofholdigt drænvand bringes ud på terræn, hvor naturlige kemiske
processer frigør kvælstoffet fra vandmiljøet. I klima-lavbundsprojekterne
reduceres landbrugets klimaaftryk, da udtagningen af tørveholdig landbrugsjord
reducerer udledning af drivhusgasser, når dræningen ophører, og jorden dermed
opnår mere naturlige tilstande. Udtagningen af jord i klima-lavbundsprojekter
kan samtidig bidrage til et bedre vandmiljø, da udledningen af kvælstof ofte
også reduceres.
